Foreningens daglige drift
Enggårdsbakkens grundejerforening skal varetage driften af områdets friarealer og fællesanlæg - herunder alle områdets boligveje.
Dette gøres ved:
- Aftale om græsslåning
- Aftale om snerydning og glatførebekæmpelse
- Forsikring af området
- Afholdelse af omkostninger til drift af belysning.
For at udføre disse opgaver afkræves alle medlemmer kontingent. Kontingentets størrelse vedtages på den årlige ordinære generalforsamling.
Kontingentet skal indbetales til Den Danske Bank: Konto nummer: 1551-11043607
HUSK at indbetale det korrekte beløb. Hvis du ønske at indbetale for flere måneder forud, så SKAL det beløb som du indbetaler være deleligt med kontingentet. "Skæve beløb" der indbetales kræver alt for meget manuelt arbejde.
HUSK - kassereren er "frivillig" og ulønnet - så gør hendes arbejde så let som muligt!
Aftale om græsslåning
Der er for 2022-2025 indgået aftale med Ebeltoft Entreprenørforening ApS.
Aftale om snerydning
Der er for 2022-2025 indgået aftale med Ebeltoft Entreprenørforening ApS.
Forsikring
Grundejerforeningen Enggårdsbakken er forsikret gennem Parcelhusejernes Landsforening (PL).
Dette var på tegnings tidspunktet langt det billigste og vi fik en bedre dækning her. Medlemskabet af PL betyder at vi også alle 4 gange årligt får tilsendt foreningens blad "Mit hus" , der indholder mange spændende artikler.
Herunder kan du se information fra PL's hjemmeside om forsikrings dækningen
Retshjælpsforsikring
Retshjælpsforsikringen giver økonomisk hjælp ved retssager. At denne forsikring i hæftet er benævnt Bygningsforsikringspolicer understreger blot, at PL (og vore samarbejdspartnere) har måttet udfolde kreativitet i at få sammensat denne forsikringspakke med netop det indhold, som PL har ønsket. Retshjælpsforsikringen er fokuseret på sager, der rejses mod en forening.
Kautionsforsikring
Kautionsforsikringen (også benævnt underslæbsforsikring) giver en økonomisk sikring af grundejerforeningen i det tilfælde, at kassereren (guderne selvfølgelig forbyde det) løber med kassen. Forsikringen dækker med op til 30.000 kr. pr. skade pr. forening pr. år uden selvrisiko. Ud fra dækningsbeløbet bør man selvfølgelig foretage en afvejning af kassererens muligheder for på egen hånd at råde over beløb ud over denne størrelse. Hvis det er nødvendigt kan en yderligere dækning for den enkelte forening arrangeres.
Erhvervsansvarsforsikring
Erhvervsansvarsforsikringen dækker bl.a. ansvar for fælles stier, legepladser og grønne områder. Forsikringen dækker med op til 5 millioner kr. ved personskade og 2 millioner kr. ved tingskade.
Ved tingskade er der en selvrisiko på 2.000 kr. pr. skade. Ved personskade er der ingen selvrisiko.
For så vidt legepladser er det en betingelse, at denne tilses og vedligeholdes minimum 2 gange årligt, og vi tilråder af dokumentations hensyn, at man indfører disse tilsyn i bestyrelsens protokol.
Endvidere dækker forsikringen ansvar for arbejdsredskaber, også når disse drives ved motorkraft. Det er dog en forudsætning, at redskaberne ikke er omfattet af Færdselsloven, hvor man skal tegne særskilt lovpligtig motoransvarsforsikring. Se i øvrigt undtagelser nedenfor. Endelig dækker forsikringen ansvar for bådebroer og kolonihaver.
Bestyrelses- og Ledelsesansvarsforsikring
Bestyrelses- og ledelsesansvarsforsikringen dækker bestyrelsens dispositioner (eller evt. mangel på samme) under varetagelse af deres hverv, der medfører en erstatningspligt. Forsikringen dækker med maksimalt 2 mio. kr. pr. skade.
Rådgiveransvarforsikring
Rådgiveransvarsforsikringen dækker det enkelte bestyrelsesmedlems rådgivnings ansvar over for grundejerforeningens medlemmer med 50.000 kr. med en selvrisiko på 2.000 kr. Det er dog en forudsætning, at rådgivningen angår forhold, som bestyrelsesmedlemmet i denne egenskab - og alene i denne egenskab - må forventes at have et tilstrækkeligt kendskab til. Rådgivningen må dog under ingen omstændigheder dreje sig om finansiel, anden økonomisk eller byggeteknisk rådgivning.
Arbejdsskadeforsikring
Ansvarsforsikring dækker risikoen for arbejdsulykker ved lønnede eller ulønnede arbejdsforhold, der går ud over, hvad man normalt kan forvente af frivillig medlemsindsats/-arbejde. I så fald er det lovpligtigt at have tegnet en sådan forsikring.
Sådanne arbejdsforhold omfatter også bestyrelsesmedlemmer, der udfører hverv ud over, hvad man kan sige er egentlig bestyrelses funktioner. Udføres arbejdet efter aftale med et firma, er det dennes forsikring mv. der dækker.
Netbankforsikring (hacker forsikring)
Det er lykkedes PL fra 1.7.2013, at få en Netbanks-/Hacker forsikring med i PL’s forsikrings pakke.
Vi har haft mange forespørgsler om problemet, og det har været vigtigt for PL at få medtaget denne forsikrings del, idet foreninger ikke lige som private bankkunder er dækket af en forbrugerbeskyttelse.
En Grundejerforening er en selvstændig juridisk enhed og er derfor erhvervs kunde i en bank.
Undtaget fra forsikring
Trampoliner
Swimmingpools
Unges (under 18 år) benyttelse af motoriserede arbejdsredskaber (Arbejdstilsynets regler).
Bemærk !!
Pakken er et samlet hele. Der er således ikke mulighed for at fravælge enkelte elementer. Årsagen til dette er, at ved at PL kan administrere ens for alle foreninger, så sparer vi på præmien.
Forsikrings pakken dækker ikke forhold/tvister/retssager, som foreningen på nogen måde måtte have kendskab til forinden indmeldelse. Dette er for at beskytte vores eksisterende medlems foreninger mod misbrug.
Alle forhold, der relaterer sig til forsikrings pakken skal anmeldes til PL's sekretariat, der forbehandler alle sager. Foreningerne må således ikke kontakte forsikringssamarbejdspartnerne direkte.
Forsikringspakken dækker ikke ond tro. Har en forenings bestyrelse f.eks. bevidst udført/undladt en handling mod bedre vidende, vil et evt. erstatningskrav således ikke være dækket af forsikrings pakken, men vil i stedet kunne forfølges som personligt erstatningsansvar hos den/de ansvarlige.
Forsikringspakken fokuserer på ansvar og dækker altså IKKE f.eks. lynnedsslag, tyveri, hærværk, brand, tingsskader.